Interview med Daniel Negreanu - del 1: Super High Rollers, at holde trit med de unge og forberedelse til PSPC

Daniel Negreanu vandt sin første pengepræmie på Hendon Mob i 1997, da han virkelig var "Kid Poker". Siden da har han vundet over $35.000.000 i turneringspræmier, han har deltaget i puljer i cash games med millioner af dollars, og der er sågar lavet en film om hans liv. Man kan roligt sige, at han har oplevet alt inden for poker. I hvert fald indtil PokerStars Players No Limit Hold'em Championship (PSPC)


Daniel Negreanu annoncerer PSPC for fyldte huse i Prag

Negreanu skulle annoncere PSPC ved PokerStars Championship Prague og er en vigtig konsulent ifm. planlægning af eventen, så meget af hans professionelle omdømme afhænger af, at PSPC bliver en succes. Selvom det er tidligt i forløbet (PSPC finder sted i januar 2019), er han optimistisk omkring projektets succes. I en artikel på PokerStars' blog sagde Negreanu: "Jeg tror, at det som event bliver et prestigefyldt højdepunkt. PokerStars har talt om, hvordan de kunne få noget, som virkelig kunne få det til at summe i branchen, og det her er måden, de mener, at de kan gøre det på."

Det er tid til at gøre klar til PSPC

Der er over 300 Platinum Passes a hele $30.000 til spillere på PokerStars. Det omfatter buy-in på $25.000 til PSPC og dækker også udgifter, ophold og masser af conch på Bahamas (slå det op, det er lækkert). Men lad os sige, at du vinder et Platinum Pass og får plads i denne uforglemmelige pokerevent.

Du har ikke rigtig en chance for at vinde den, har du? Hvad med bare at nå til pengepræmierne? Heldigvis er Negreanu mere positiv omkring dine chancer. I første del af dette eksklusive interview kan du finde ud af, hvordan du bør forberede dig til PSPC, og hvad du kan forvente i denne turnering med buy-in på $25.000, når du sidder der. 

PokerStars School (PS): Har du en rutine, inden du spiller en stor pokerturnering?

Daniel Negreanu (DN): Jeg lever alligevel mit liv med så faste rutiner. Jeg vil altid sige, at søvn er nøgleordet. Jeg er virkelig god til at sove. Jeg sover otte timer om natten uden undtagelse. Med hensyn til forberedelse så få dig et godt morgenmåltid, sunde grøntsager og en powershake – noget i den stil. Og sørg for, at der ikke er andet, der distraherer. Prøv at fokusere udelukkende på det, du skal gøre den dag.

PS: Er det bedst at spille en masse poker op til turneringen eller at tage en pause, så man er frisk på dagen?

DN: Jeg har erfaring med, at begge dele har virket. Hvis det går godt for dig, og du vinder, så er det bedst at spille masser af poker. Men hvis det ikke går godt, og du er inde i en lidt dårlig stime, kan en pause nogle gange give dig et friskt syn på tingene, hvor du har en sund frygt. Den der sunde frygt holder mig på stikkerne.

PS: Til PSPC kommer der nok hundredvis af spillere, som aldrig før har deltaget i en turnering med buy-in på $25.000. Har du nogen råd til den type spillere i begyndelsen af turneringen, så de ikke bliver nervøse?

DN: I den slags turneringer begynder man normalt med så mange jetoner i forhold til blinds, at man ikke behøver skabe noget i starten. Hvis du ikke helt føler dig tilpas endnu, vil jeg ærligt talt foreslå dig at spille en smule mere konservativt, ikke gøre noget alt for vildt og så finde ud af, hvem der er hajerne ved bordet, hvem der har kvalificeret sig på samme måde som dig, og også hvad de tænker om dig. Du begynder at udvikle et image ved bordet i den første time eller to, og senere kan du så begynde at udnytte det.


Vinder du et Platinum Pass, giver det en pakke til Bahamas til en værdi af $30.000

Folk begår en stor fejl ved at tænke: "Jeg vinder turneringen!" Men du kan ikke vinde turneringen på første niveau; du kan kun tabe den.

PS: Er det en fejl, hvis de spillere, der har kvalificeret sig til PSPC, ikke går ind til turneringen med et mål om at have det sjovt?

DN: Min erfaring er, at jeg spiller det bedste poker, når jeg har det rigtig sjovt, uanset om det skyldes, at konkurrencen er virkelig skarp, eller at drillerierne ved bordet er rigtig gode. Hvis du stresser dig selv yderligere, så du ikke engang nyder hele oplevelsen, så bliver oddsene for at spille op til sit bedste kun værre.

Du skal have det så godt som muligt, og det bliver svært for nogle at have det i starten. Men efter nogle timer går det måske op for dig, at det kun er poker. "Det samme spil, som jeg spillede for at nå hertil!" Du er måske oppe imod nogle lidt bedre spillere, men det er stadig bare poker.

PS: Hvis man ikke synes, at det er sjovt at spille, mister man så haIvdelen af grunden til overhovedet at deltage?

DN: Jeg tror, at det at have det sjovt kommer af at give slip på forventningerne. Hvis du har for høje forventninger om at vinde eller nå til pengepræmierne, så stresser du dig selv. Men hvis du gør det uden en forventning om at vinde og bare gør det for oplevelsen, spiller på en måde, som du er tilpas med, så bliver du ikke så knust, hvis du taber. For du kommer formentlig til at tabe! Men hvis du går til det med den måde at tænke på, så har du reelt set ikke noget at miste.

PS: Hvis vi ser ud over PSPC for en stund, hvordan ser en Super High Roller så normalt ud i 2018?

DN: Der er mange professionelle med. Den turnering, jeg spiller lige i øjeblikket [med buy-in på $100.000 på Bellagio, hvor Daniel endte med at få en andenplads og vandt $936.000], er den absolut sværeste pokerturnering, jeg nogensinde har spillet. Til at begynde med var der 20 spillere, hvoraf ingen har et arbejde, ingen er fritidsspillere, og alle er eksperter på højeste niveau.

Så det er meget, meget svært. I et felt som det her er der typisk 20 professionelle og måske tre fritidsspillere. Men selv fritidsspillerne er sommetider svære at spille imod, fordi det er kloge personer med penge nok til at vide, at de ikke er favoritter, men er der for oplevelsens skyld. Vi ser ikke mange spillere på mellemniveau, som lægger pengene og deltager i den slags. Det er ret velkendt – medmindre du er Phil Hellmuth – at det her er de bedste pokerspillere nogensinde, når det gælder No Limit Hold'em.


Phil Hellmuth har ofte udtrykt sig negativt om de nye pokerspillere

PS: Når der er så mange gode spillere med i Super High Rollers, er der så stadig stor niveauforskel på spillerne, eller bliver variansen en vigtig faktor, fordi I alle er lige gode?

DN: Variansen bliver helt sikkert en større faktor, når der er mange spillere, som er virkelig, virkelig gode. Der er selvfølgelig nogle spillere, som er skabt bedre end andre, men niveauforskellene er bestemt mindre, end man ser ved for eksempel en $5.000 PCA Main Event. Alle de her spillere har en enorm fordel og et stort afkast på investeringen [i den pågældende event].

Hvis man kigger på afkastet, så lægger jeg $10.000 i WSOP's Main Event, og jeg tror, at de penge helt fra starten er omkring $40-50.000 værd. Et afkast på 400%. Men i en af de her Super High Rollers er det rigtigt godt, hvis nogen har et afkast på 15%.

PS: Alle må tro, at de er lidt bedre, for at de vil lægge pengene for at spille i de her events. Men det er umuligt, at de alle er det. Snyder nogle af spillerne sig selv, når de faktisk ikke kan vinde?

DN: Hvis 20 personer spiller i en turnering, og der ikke er rake, så tager nogle af dem per definition fejl ved at tro, at de har en fordel. Der er typisk ikke rake på første entry i High Rollers, og så er der rake på anden entry, så mange spillere spiller uden rake. Det betyder, at selvom de kun er lidt bedre end et nulresultat, så tjener de penge på de her events. Det scenarie opstår typisk, når der er nogle amatører blandt deltagerne. Men hvis man tager amatørerne ud af ligningen, har man... [tænkepause] Mindst 25-30% af deltagerne er i minus lige nu.

Jeg har altid joket med andre om, at du kan være den femtebedste spiller i verden, men hvis du spiller med de fire bedste, så er du på den!

PS: Ud fra hvad jeg har set, virker spillet før floppet langt mere passivt nu end tidligere. Er det rigtigt?

DN: I år 2010 og 2011 var folk vanvittige. Det var med 6-bets og det hele, en slags bravado eller machismo. Jeg vidste dengang og ved stadig nu, at det var dumt. Det er bare ikke god poker! Udviklingen går i retning af, at folk igen indser, at det ikke er nødvendigt. Vi ser stadig 3-bets, men vi ser ikke nær så mange 4-bets. Vi ser meget mere, at blinds forsvares, indsatser kaldes og flere flops. Sådan spiller man spillet optimalt. I tiden med 5-bets og 6-bets var der nogle spillere, som spillede på den måde, og nu serverer de enten pommes frites, eller også har de lært at tilpasse sig.


Negreanu i 2009, da 6-bets med A-Q var "standard"

PS: Er du ked af, at resten af pokerverden nu også har fundet ud af, hvad du vidste?

DN: Nej, jeg er faktisk glad for det. I tiden fra 2003-2005 var jeg et niveau over alle andre, hvad angår færdigheder. Jeg gjorde ting, som var langt forud for tiden. Det gjorde ærlig talt spillet for let. Jeg vandt alt, og det var ikke engang svært at vinde alt.

Min interesse i at forbedre mig dalede lidt, men i de seneste to år er niveauet i de her Super High Rollers så meget højere, end hvor jeg befandt mig, selvom jeg faktisk er meget bedre nu, end jeg var i 2004! Sandheden er, at 2004-versionen af mig smadrede dem, jeg spillede imod, men nu er jeg ikke en af de bedste spillere i de svære felter, jeg spiller i.

PS: Og det skyldes blot, at det gennemsnitlige eliteniveau er så meget højere?

DN: Jeg synes, det er respektløst, når Phil Hellmuth ofte taler om, at de her unge mennesker er idioter og ikke ret gode. De bruger 12-14 timer om dagen på at studere spillet rigtig, rigtig intenst. Det gælder i enhver branche, at du ikke kan lade være med at studere i 15-20 år og tro, at du bare kan vade ind og slå dem. De er på højeste niveau, i deres bedste alder og arbejder meget hårdt. Det ville være fjollet at tro, at du kan følge med dem, medmindre du lægger lige så meget arbejde i det.

I del 2: Daniel Negreanu taler om, hvilke unge stjerner der giver ham mareridt ved bordene, effekten af Black Friday, og hvorvidt en spiller med et Platinum Pass rent faktisk kan vinde PSPC…